Forebyggelse

Hvorfor helbrede, når man kan forebygge

Mange sygdomme kan forebygges, og det er selvfølgelig det bedste, hvis man kan forebygge i stedet for at vente på, at patienten kommer til lægen/sygehuset med en alvorlig sygdom.

Jeg sidder i “Udvalget for Forebyggelse og Sammenhæng” i Region Hovedstaden, og vi arbejder intenst med disse problemstillinger fra et regionalt perspektiv (sygehusene og de praktiserende læger). Imidlertid ligger en del af forebyggelsesindsatsen i kommunerne, og vi skal derfor have et meget tæt samarbejde mellem kommuner og regioner i de kommende år. Dette vil jeg arbejde for i den kommende valgperiode, hvis jeg bliver valgt.

Vi har bl.a. gennemført en relativ simpel indsats mod rygning, hvor ny-indlagte patienter tilbydes hjælp til rygestop efter udskrivelsen ved en henvisning til et kommunalt rygestoptilbud, og dette har vist overraskende positive resultater.

Vi er i øjeblikket i gang med en større handleplan for forebyggelse af overvægt blandt børn, unge og voksne, og selvom regionen har de bedste intentioner, kan det ikke gennemføres uden involvering af kommunerne i et tæt samarbejde.

Det næste oplagte område kunne være forebyggelse af alkohol-relaterede skader.